Har du tid?

Har du brug for en pick-me-upper? Så er det ikke dette indlæg, du skal læse. Sygdom af den værste skuffe har sneget sig ind i min nærmeste familie. Det sætter livet på spidsen og tid i perspektiv. Tid?! Har du tid til at kigge forbi? Når jeg får tid. Er det tiden? Når tiden er rigtig. Jeg har ikke lige tid. Det kommer med tiden. Tiden læger alle sår. Ditten dutten eller datten er en tidsrøver. Hvor tit hører du dig selv sige noget i dén retning? Eller andet, der har noget med tid at gøre?

Tid, en underlig størrelse

Med en kæberasler af dimensioner er det gået op for mig, hvor flygtig tid er. Hvor meget vi (jeg) taler om og tænker på tid. Faktisk meget mere end om vejret, og det tales der jo immervæk en hel del om på disse kanter. Tid er sådan en underlig størrelse. Når vi glæder os til noget, har tiden det med at gå uendeligt langsomt. Når noget er fedt, vil vi gerne have tiden til at stå stille, men den bestemmer selv og fiser bare af sted. På en kikset date, kan jeg ikke få tiden hurtigt nok ud ad døren. Og hvem kender ikke til at ville have tiden til at gå baglæns, så man kan genopleve noget fantastisk eller gøre noget om?

Tiden er et løftet øjenbryn

Lige nu sidder jeg og kigger på tiden og kan se, at den er ved at slippe op. Den tidslinje, jeg selvfølgelig har vidst ville få en ende, er blevet kortet af. Uden at nogen har spurgt mig, om det var i orden. Uden varsel. Næsten. Jeg har blot ladet tiden gå uden at tage den så seriøst, som jeg nu kan se, at tiden skal tages. Det står ulideligt klart, at tid ikke er ubegrænset. Jeg har ellers smånaivt og halvfornægtende tænkt, at tid var der nok af. Som om tidens gang ikke rigtig vedkom mig, selvom jeg ser min datter vokse og mine linjer om øjnene blive dybere. Det er lige som bare noget, der sker på sidelinjen af tid og liv. Nu er tiden blevet til et løftet øjenbryn, der fortæller mig, at det er nu, det er tiden at bruge tiden på den bedst mulige måde. At hive og flå i den fra alle ender og kanter, strække den til sit yderste, så jeg får mest muligt ud af den. Værdsætte og skatte hvert et øjeblik. For tiden er med ét blevet knap. Som en kop vand, jeg er blevet bedt om at holde i min hånd, ved jeg, at når den sidste dråbe er løbet ud, så er det slut. Der kommer ikke mere. Det er uigenkaldeligt. Forbi. Over. Out.

I morgen er ikke en selvfølge

Tiden er ved at løbe fra mig. Pludselig kan jeg se den forsvinde for øjnene af mig. I en kørestol triller den væk, hver gang jeg vinker, smiler tappert og siger ”Vi ses i morgen”. I morgen? Det har altid været så nemt at sige. Ikke noget jeg overvejede tyngden og betydningen af. Bare noget jeg sagde. For i morgen er jo bare i morgen. En selvfølge. Men i morgen er ikke selvskrevet til at indfinde sig. Nu gør det næsten fysisk ondt at sige ordene, fordi mentaltilstanden er ude af kurs. F***** up på et splitsekund. Nu er det mere et ønske og et håbefuldt spørgsmål end en konstatering. For tager timerne fra ”Vi ses” til vi virkelig ses igen muligheden for at ses igen og igen fra mig? Ja, det gør den jo for os alle. Men hvor hurtigt går den tid, der er tilbage for os, der nu direkte og indirekte er blevet ramt af sygdom?

Livet er en bindestreg

I bogen Hvad venter du egentlig på? siger coach Sofia Manning det så fint – ’Livet er en bindestreg’. Vi ved, hvilket årstal vi skal sætte først på vores gravsten, men hvilket årstal, der følger efter, aner vi ikke. Heldigvis for det. Vi kan ikke selv bestemme, hvor lang bindestregen skal være. Vi kan selvfølgelig være gode ved os selv; gøre hvad vi kan for leve sundt og holde os fra det, vi godt ved ikke er til gavn for vores helbred. Sørge for at leve fra hjertet og ud, så glæde, lykke og harmoni er en daglig gave, vi giver os selv. Men når alt kommer til alt, kan vi stadig ikke selv bestemme bindestregens længde. Tiden gør, som det passer den. Når tiden er inde, så kommer den. Ofte, som i mit tilfælde, uden varsel og i form af et voldsomt slag på sygdoms-gongongen. Et rungende og hult ekko, som man ville ønske lød hos naboen. For det er jo altid for naboen, der sker det, vi ikke selv kan forestille os ske. Tror vi. Og lader tiden gå uden at skænke den mange tanker. Den er der bare. Går ubemærket. Hvor blev tiden af? tænker vi og går så videre med forestillingen om, at der er masser af tid, selvom livet ikke varer evigt.

Fasthold tidsblikket

Der er ikke oceaner af tid. Et år forsvinder på meget mindre end 365 dage. Sådan føles det i hvert fald i takt med, at jeg bliver ældre. Alligevel er det som om, at en ignorant holdning til tid indtil nu har sneget sig ind. En ’Vi når det nok’ indstilling til livet, som jeg kun kortvarigt er stoppet op og har betragtet. Kortvarigt, fordi en masse fortidigt shit har blokeret mit udsyn og frem for at have fået mig til at stirre tiden stift og insisterende i øjnene har fået mig til at vende ryggen til tiden med et senere-eller-en-anden-dag træk på skuldrene. Tiden til at fastholde tidsblikket er kommet nu. Tiden til ikke at trække på skuldrene og udsætte ord og handlinger, som ikke kan bruges til noget, når årstallet efter bindestregen er blevet mejslet ind i stenen.

Pænt nej tak

Jeg er ikke den første – og bliver heller ikke den sidste – der skal rammes af uforståelig ulykke, før skællene falder fra øjnene. Alligevel  skriver jeg dette indlæg. I håbet om, at andre vil stoppe op og se tiden, livet og hinanden i øjnene og huske på, at det er NU, livet ’sker’. Øse af kærlighedens kilde, selvom dens hane måske længe har været stædigt lukket. Rydde op og ud i gammelt nag og slå streger i sandet. Bruge livet sammen og nyde det. I morgen er måske en dag for sent. Jeg takker pænt nej til uopfordrede gode råd og solstrålehistorier. Jeg tvivler ikke på, at begge dele er både velment og afsendt som et forsøg på at hjælpe, men ingen af delene er der overskud til. Systemet kører i højeste gear og har rigeligt at gøre med at kapere den besked, der har sølle 7 dage på bagen.