En fortrolig offentlig ven

For et år siden gik jeg i seng med lyset tændt inden i mig. Jeg havde set et glimt af, hvordan min (arbejds)fremtid kunne forme sig, og det gav mig en fornemmelse i kroppen, som jeg ikke tidligere havde mærket så intenst. Fornemmelsen af håb, glæde og forventning. Glimtet var så skarpt, at det blev ved med at skabe lys, og det er der stadig. Med lyset fulgte et sæt vinger, som jeg kunne montere på min årelange søgen efter noget, jeg ikke vidste, hvad var. Glimtet af min fremtid gav mig svaret: det var min kerne, jeg havde ledt efter. Nu kunne en målrettet rejse gå i gang.

Min krop var blevet besat
Første etape på min rejse begyndte – uden at jeg vidste det – i februar 2013, hvor jeg blev sygemeldt første gang. Jeg blev af min kiropraktor sendt hjem med en mistanke om en diskusprolaps i nakken og beskeden om at holde mig i ro en uges tid. Ugen muterede og blev til måneder, hvor jeg røg ind og ud af sygehusvæsenet for at finde et svar på, hvorfor daglige smerter havde besluttet sig for at besætte lige præcis min krop. 117 scanninger og lige så mange undersøgelser senere tog jeg igen på arbejde. Uden at være blevet klogere på, hvorfor jeg havde ondt i nakken og skulderen.

Mødet med jerndrageren
Startskuddet til anden etape af min rejse lød præcis en uge før juleaften 2013. En mørk morgen gik jeg frontalt ind i en jerndrager, da jeg havde parkeret min cykel på mit arbejde. Goddag til endnu en sygemelding. Mødet sendte mig til bevidstløs tælling, og jeg tilbragte tre uger med at komme mig over den hjernerystelse, jeg havde pådraget mig. Og med at prøve at ignorere, at jeg i dén grad var slået ud af kurs. Jeg kunne ikke huske simple ord, og jeg var træt som et alderdomshjem. Men jeg ville ikke erkende, hvor skidt det stod til. Juleaften så jeg mig selv køre i bil i både øst og vest for at aflevere julegaver. Nytårsaften dansede jeg til den lyse morgen. Nok ikke noget min bulede hjerne har sat særlig stor pris på?!

Sparket til lægen
Hjernerystelsen sendte mig efter noget tid ud på tredje etape. Det var i slutningen af februar. I knap en uge havde jeg haft en snurrende fornemmelse i hele højre side af min krop. En kær kollega sparkede mig til lægen, som sendte mig videre til OUH med mistanken om en blødning eller en blodprop i hjernen. Måske som følge af mit møde med jerndrageren. Trods den grimme mistanke cyklede jeg selv fra lægen til hospitalet. Jeg satte på daværende tidspunkt lighedstegn mellem behov for hjælp og det at være svag, så det var slet ikke en option at bruge ring-til-en-ven livlinen. Jeg klarer alt selv = jeg er stærk (og det er det, der tæller), var den tilgang, jeg havde til verden. En CT scanning, en MR scanning og en ultralydsscanning af min hals viste intet unormalt, og efter fire dages indlæggelse blev jeg sendt hjem med ordene: ”Det er meget sandsynligt, at dine symptomer skyldes stress”. Dén melding tog jeg mig lige en enkelt fridag på, og slæbte mig så på arbejde igen. Her var jeg (eller nok rettere hylsteret af mig) i tre dage – så røg jeg til tælling med 40 i feber. Jeg meldte mig syg – igen!

Lægen kaldte det kropsstress
Det blev optakten til fjerde etape, som blev indledt i starten af marts 2014. Min krop var i højeste alarmberedskab, da jeg, efter min febertur, skulle på arbejde igen. Jeg rystede over det hele, var tør i munden og lige så grådlabil, som lige efter jeg havde født. Jeg var på nippet til at knække midt over. Jeg ringede til min læge, som på stedet sygemeldte mig i 14 dage med, hvad han kaldte kropsstress. Det var en lettelse af blive taget alvorligt (af en anden når jeg nu ikke selv gjorde det), men jeg var på størrelse med et knappenålshoved, da jeg ringede til min chef og gav ham nyheden. Endnu en gang måtte jeg skuffe ham og ikke mindst mig selv med at være så svag, at jeg ikke en gang kunne passe mit job. Det var de tanker, der cirklede rundt i knolden på mig. De to uger blev til fire, som blev til det dobbelte og pludselig var min sygemelding lavet om til en langtidsmodel. Jeg var gået helt og aldeles kold på øverste etage.

En indædt, forceret kamp
Jeg kæmpede hvert vågent øjeblik en indædt og – kan jeg se nu – totalt forceret kamp for at komme videre. Jeg ville finde løsninger, skabe mening. Søgte højt og lavt efter svar. Svar, som skulle dulme min dårlige samvittighed over bare at gå hjemme og drive den af. Det var sådan jeg tænkte om og talte til mig selv. ”Jeg er ikke sådan én, der bliver langtidssygemeldt”, blev jeg ved med at slå mig selv i hovedet, samtidig med at jeg udadtil forsøgt at opretholde facaden. Inde i mig kartede følelserne rundt. Store følelser, jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med: vrede og sorg. Den slags følelser – de svære, dem, der helst skal holdes i ave eller gemmes væk (tænker mange) – har jeg ikke sådan for alvor lært at forholde mig til og ej heller at deale med. Men de var der, og de blev ved med at prikke mig på skulderen. Det var svært, for de pegede mere i bagudrettet personlig retning, end de pegede på mit job. Det havde jeg svært ved at retfærdiggøre, primært over for min arbejdsgiver, og fordi jeg ikke havde redskaberne til at håndtere de svære følelser, indledte disse et hedt og usundt forhold til bl.a. opgivenhed, selvforagt, mindreværd, indadvendthed, tristhed og en krop så tung som bly.

Lys gennem sprækken
Men lige pludselig kom der lys gennem en sprække, jeg ikke havde set. Da jeg gik i seng d. 24. juni 2014, så jeg tydeligt for mig, at min (arbejds)fremtid skulle være helt anderledes end min fortid. Jeg husker den præcise dato, fordi det, der skete, nærmest var en åbenbaring for mig. Åbenbaringen var dobbelt – den var vidunderlig men på samme tid også forvirrende, fordi jeg havde et job at vende tilbage til. “Dit utaknemmelige skarn”, hørte jeg mig selv kritisere mig selv. Men tanken om en anderledes fremtid havde gnavet sig godt og grundigt ind i mine celler, og den slap ikke taget i mig. Jeg var dog stadig ”ude af drift”. Min hjerne kørte på højttryk, og jeg kunne på ingen måde overskue at skulle ud og præstere noget i den virkelige verden. Være noget for andre end min datter. Så jeg fortsatte dagene i mine små trygge cirkler indenfor mit hjems fire vægge.

Mentalt point of no return
Jeg kunne dog ikke se bort fra, at lyset, der var faldet ind igennem sprækken, havde sat noget i gang i mig. Jeg kunne mærke, at jeg var nået til mentalt point of no return. Der var ingen vej tilbage. Det fik jeg bekræftet, da jeg sidst i september 2014 blev fyret. I måneder havde man tålmodigt håbet på min tilbagevenden. Forsøgt at få mig bare en lille smule ud af stressbusken. Men jeg kunne simpelthen ikke. Alt inde i mig strittede imod. Efter et omsorgsfuldt, medmenneskeligt og meget sobert møde skiltes vi med et knus. Min chef havde det tydeligvis rigtig dårligt med at skulle fyre mig, men jeg kunne ærligt forvisse ham om, at jeg havde fået en behandling, som var en dronning værdig, og at jeg nok skulle klare mig. Jeg var nu sendt ud i den jobmæssige intethed – og det var OK. Jeg græd ganske vist, men midt i tristheden følte jeg mig på en underlig måde fri. Lettet for en byrde, som jeg slet ikke havde været klar over, at jeg bar rundt på. Nu var der virkelig ikke andet at gøre end at genopfinde mig selv og forme min nye fremtid uden for de 10 år gamle jobrammer, som jeg indtil da havde bevæget mig i.

Til skue i cyberspace
Fyringen førte mig til sjette etape på min rejse, som begyndte d. 1. oktober 2014, hvor jeg trykkede mit første ”enter” som molekylekvinden. Bloggen har været – og er stadig – det ”sted”, jeg går hen for at tænke tanker og vende og dreje årsager og muligheder, når jeg tumler med en personlig udfordring. Den er én af måderne, hvorpå jeg arbejder mig hen imod nye erkendelser, som hver gang viser sig at have en positiv indvirkning på mit liv. Jeg er bevidst om, at det er kun nogle få personer, jeg inddrager i mit ”udviklingsprojekt”. Det har måske ikke været lige let at forstå for de mennesker, jeg har omkring mig? Min blog er blevet en slags fortrolig offentlig ven, som jeg langt om længe har fundet modet til at præsentere for hele verden (en lille udvalgt skare fik adgang til mit blog-univers, da jeg ”udsendte” mit første indlæg – resten af befolkningen turde jeg på daværende tidspunkt ikke vise mig for). Jeg fortæller ærligt om mit liv og går helt tæt på dét, der gør ondt. Nogle vil måske mene, at det er for ærligt og for tæt på, men det er sådan, jeg har det bedst. Har jeg fundet ud af. Det kan godt være, at jeg føler uro (hvad tænker folk mon om mig og det, jeg har skrevet), når jeg har publiceret et indlæg, men at gå og gemme mig er endnu mere ubehageligt. Ud over, at det bidrager positivt til mit liv, at stille mine ”bump på vejen” til skue i cyberspace (set i retrospektlygtens lys blev beslutningen om, at ”bumpene” skulle derud, givetvis taget for, at jeg kunne øve mig i at turde stå ved mig selv foran ”Gud og hver mand”), så håber og tror jeg, at det, jeg skriver om, også vil bidrage med noget til andre. Jeg ønsker med mine offentlige tanker at gøre en forskel. Vække genkendelse. Inspirere til at tage det mentale arbejdstøj på. Give dem, der allerede er i gang med at søge svar, en aha oplevelse. Få dem, der læser mine indlæg, til at se, at de ikke er alene med de svære ting (det ved de fleste af os godt inderst inde, men det er bare så befriende også at få syn for sagen).

Balancepunktet
Når jeg kigger tilbage på de etaper, jeg allerede har gennemført, tror jeg, at universet i lang tid havde forsøgt at komme i kontakt med mig for at få mig til at stoppe op og mærke efter. Tage min søgen alvorligt. Men frem for at tage et pitstop satte jeg tempoet op. I den ubevidste tro, at det var sådan, jeg undgik at vælte. Men i løbet af min tour er det gået op for mig, at det kun er, når jeg sætter tempoet ned, at jeg finder balancepunktet – inden i mig, i mit liv. Jeg har fundet ud af, at det er nødvendigt at tage de sten, jeg møder på min vej, op. Ikke for blot at lægge dem i en bunke i vejkanten, men for at se dem i øjnene og undersøge dem, én efter én. Når jeg gør det, bliver de sten, der ved første øjekast var skarpe og udgjorde en punkteringsfare, runde. Det gør mig let om hjertet og ”giver mig gode ben”, når jeg har ”filet” stenene. Når udfordringerne er blevet udfordret og overvundet, er det muligt for mig at køre videre til næste etape med fornyet energi  – uden at punktere eller vælte.