Hvordan sårbarhed skaber nærhed

Sårbarhed skal gemmes af vejen. Sårbarhed er et udtryk for indre kaos og manglende evne til at kunne navigere i livet. Viser man sårbarhed er det et udtryk for, at man er svag. Sårbarhed viser, at man famler rundt i livet. Ingen må se ens sårbare side. Det er alt for risikabelt at vise det, der gør ondt eller er svært. Man risikerer at blive gjort til grin eller afvist, fordi man med sin sårbarhed udstiller sin svaghed. Hvis man er sårbar, risikerer man således at gå til grunde. Hvem har lyst til at have en relation til et sårbart menneske? Sårbare mennesker er anstrengende, de dræner andre for energi og skaber dårlig stemning.

En ligning uden nærhed, tryghed og tillid
Det er sådan jeg har anskuet sårbarhed i størstedelen af mit liv. Givetvis fordi jeg tidligt i mit liv oplevede, hvordan det kunne skabe uro og ubehagelig stemning, hvis jeg viste min sårbarhed, og hvordan det at holde sårbarheden inde var kilde til ros og ro i geledderne. Så jeg valgte – naturligvis, fristes man til at sige – det sidste. Hvem vælger frivilligt at padle rundt i uroligt ubehag, hvis der er mulighed for at undgå det?! Desværre betød mit valg også, at jeg i mit indre integrerede troen på, at var den rette vej at gå ikke at vise min sårbarhed. Som barn er man dog ikke bevidst om, at man foretager et valg og derfor ved man heller ikke, at man har mulighed for at vælge anderledes. Det sker ligesom bare pr. overlevelsesinstinkt. Set gennem en voksens briller er det ikke svært at få øje på, at det faktum, at jeg har holdt sårbarheden ud i mere end en strakt arms længde, har holdt mit hoved oven vande i et mange situationer. Min skilsmisse bare for at nævne en enkelt. Det har gjort mig til en selvstændig kvinde, der ikke er sådan lige at vælte af pinden. Den manglende ”udstilling” af min sårbarhed (som jeg sårbart indrømmer findes) har gjort mig sej, fokuseret og til tider nok også hårdhudet. De træk har helt sikkert hjulpet mig med at holde sammen på mig selv i forbindelse med min datters sygdom. Hjulpet mig til at være stærk for hendes skyld. Man lærer at bide tænderne sammen, når sårbarhed ikke er en mulighed. Det bliver over tid en automatisk reaktion. Ofte føles det som om, at fraværet af (at vise) sårbarhed giver én styrke, fordi man ikke bliver fældet af svære følelser. Men ikke at vise sin sårbarhed har en pris. Når man konstant er sin egen klippe, tager man nærhed, tryghed og tillid ud af ligningen i relation til andre.

Daring Greatly
Den amerikanske professor og forfatter Brené Brown (BB) skriver om sårbarhed i sin bog Daring Greatly. Ligeledes tager hun sårbarhed under kærlig behandling i sin TED Talk fra 2010, som er set af mere end 24 millioner mennesker. Hendes påstand er, at sårbarhed faktisk er en styrke, og at sårbarhed bringer folk tættere på hinanden. BB bruger billedet af en gennemsigtig krukke med glaskugler i. Når nogle anerkender vores sårbarhed, afstedkommer det, at vi putter en glaskugle i krukken. Jo flere glaskugler, jo mere trygge er vi ved vores sårbarhed. Omvendt – når nogle forråder os i vores sårbarhed, afviser den og dermed os, tager vi en glaskugle op af krukken. Antallet af glaskugler i krukken viser, hvor meget vi hviler i at turde være sårbare. Hvilken krukke vil du helst have stående?

Overfladiske relationer
Det, der sker, når vi ikke viser vores sårbarhed, er, at vi går glip af muligheden for at blive forbundet med andre i et følelsesmæssigt fællesskab. Relationen strander på overfladen, fordi vi ikke lader andre komme under huden på os. BB benytter betegnelsen disengagement – frigørelse. Når man holder folk to skridt fra livet, frigør (afskærer) man sig fra den følelsesmæssige forbundethed i en relation, der skal til, for at man kan opleve nærhed, tryghed og tillid. Hvis man ikke er følelsesmæssigt engageret, føler man ingen samhørighed, og relationen er således udhulet og intetsigende. Hvis man gang på gang oplever denne frigørelse (uafhængighed af den anden kan man også kalde det), er man tilbøjelig til at holde igen med at vise sårbarheden. Af frygt for at blive såret. Det giver jo alligevel ikke nogen mening at vise den, prøver man at overbevise sig selv. Man løber altid den risiko at blive afvist, når man viser sin sårbarhed. Har man gentagne gange oplevet, at ens sårbarhed er blevet sat i skammekrogen af andre, sker der det, at man pakker den væk. Det var det, der skete i mit tilfælde, og det betød, at en nedadgående spiral mod overfladiske og ikke trygge relationer blev sat i gang. Derfor kræver det mod at vise den sårbarhed, der giver relationen indhold, nerve og sjæl og kan bringe den derhen, hvor den giver mening. Noget helt andet end den svaghed, mange – inkl. mig selv – tænker på, når de tænker på sårbarhed.

Rum sårbarheden så ingen føler sig forkert
Nogle relationer er gledet ud af enden af spiralen. Jeg anså dem ikke for værdifulde nok til at give dem den opmærksomhed, der skulle til, hvis de skulle genoplives. Andre eksisterer stadig i håbet om og inderst inden troen på, at spiralen kan vendes. Det står dog ikke skrevet nogle steder, at man skal rumme andres sårbarhed, når den bliver vist. Men hvis man vil være tæt på et andet menneske, må sårbarheden frem i lyset. Troen på, at den vil blive mødt og modtaget kærligt, må stives af. Også selvom man har en gammel historie, der fortæller én, at sårbarhed er roden til alt ondt. Man skal finde modet til at træde frem, hvis man vil den nære relation med et andet menneske. Lad mig tage familie som eksempel. Det ligger som en uudtalt forventning, at i familien er man tæt knyttet til hinanden. Men hvis man aldrig har vist hinanden den tillid, at sårbarhed kan rummes inden for familiens rammer, så falder det ikke naturligt at vise den side. Uden den er man ikke nært forbundne fortrolige. Et stort stykke arbejde ligger således for dagen, hvis der skal ændres på dette mønster. Kommunikation og ægte interesse for hinanden er nøglen til den dør, der har været låst i mange år. Det handler om, at man får sat ord på de ting, der er svære at sige. Også dem, der ikke kan måles og vejes. Men som BB peger på, så er det en udfordring at tale om det, man fornemmer er galt i en relation, fordi man ingen beviser har for det. Men hvis man ikke tør gøre sig selv sårbar og sige højt, hvad man mærker (med fare for misforståelse og konflikt), så er der intet, der ændrer sig. Ordet på bordet, om jeg må be’! Det er det, der viser, at man interesserer sig for den anden og vægter relationen. Man skal turde bede om det, man gerne vil have, og have modet til at sige nej til det, man ikke bryder sig om. I tillid til, at det ikke betyder eksklusion fra fællesskabet. Interessen for hinanden er lig med, at man bekymrer sig om hinanden. Spørger ind til, hvad der foregår i hinandens liv. Er opmærksom på og kerer sig om hinandens behov. I tillid til at alle praktiserer dette, så alle bliver mødt i deres sårbarhed og ingen føler sig forkerte ved at vise den. Så kan en nær og tryg forbindelse begynde at gro.

Selv en lille forandring vil føles stor
Når vi viser vores sårbarhed, giver vi noget af os selv. Vi inviterer folk indenfor i vores liv. For hver gang vi oplever, at vi bliver mødt og taget alvorligt i vores sårbarhed, vokser modet til at vise mere af den side af os selv. Jo mere vi oplever, at sårbarheden modtages positivt, bliver den til en styrke i relationen. Tilliden til én selv og relationen vokser. Trygheden vokser. Men med BBs ord kræver det både arbejde, opmærksomhed og at man er fuldt engageret i relationen at skabe dette fundament. Hvis man virkelig vil relationen, er det muligt at få tilliden til hinanden til at vokse over tid. Men at tro, at den – og nærheden og trygheden for den sags skyld – kommer af sig selv, er en illusion. Lige så meget som det er en dårlig undskyldning for ikke at tage arbejdshandskerne på, hvis man hævder, at en årelang skrantende relation ikke kan ændres. For det kan den. Den bliver muligvis ikke perfekt. Men ændres til det bedre det kan den. Der er ingen, der siger, at man skal gå fra vi-deler-stort-set-intet-med-hinanden til daglige, dybe samtaler, men selv en lille forandring vil føles som en stor forbedring af en hidtil nærmest ikkeeksisterende relationen. Fordi man i sårbarheden oplever at mødes på en ny og mere autentisk måde.

Du skal selv tage det første skridt
Det første skridt til at ændre en grundstødt relation skal man selv tage. Tag sårbarhedshatten på og ræk hånden frem mod en ny begyndelse. Uden en skjult dagsorden (når-jeg-gør-dit-så-skal-du-gøre-dat agtigt). Hav modet til at holde hånden fremstrakt så længe som det tager den anden at tro på, at du mener det. Hvis du virkelig vil det, er det ikke umuligt. Tager man udfordringen op, får man, som ret god sidegevinst, mulighed for at integrere en side af sig selv, der hidtil har ligget i dvale. Når man først lader den sårbare side af én selv komme frem, vil man mærke, at man bliver hel. For hver gang man viser sin sårbarhed, bliver det en lille smule lettere. Det vil smitte af på dem, der ser den. Inspirere andre til at turde sætte deres egen sårbarhed på spil. Grundlaget for en ny og tættere relation er skabt.

Handling skaber forandring
Jeg har brugt rigtig meget mental energi på relationer, der, i min optik, ikke fungerer optimalt. Alt for meget, faktisk. Det har på intet tidspunkt fået den anden halvdel af et dysfunktionelt relations-team til at ”makke ret”. Det har ikke bragt mig tættere på det, jeg inderst inde har brug for: at føle mig forbundet med andre. Men jeg gentager lige: forandringen starter hos én selv. Jeg har ikke kunnet tænke mig til forandring – eller til at andre har forandret sig i vores relation. Så der er kun én vej: handling. Sig noget andet, gør noget andet, vær på en anden måde. Man kan selvfølgelig også bare droppe de relationer, der ikke giver dig næring. Tanken har da også strejfet mig mere end én gang, men hver gang har jeg konstateret 1) relationerne optager stadig energi, selvom jeg tænker ”Drop dem” og 2) jeg er ikke villig til at betale den pris, det må koste at skrotte en relation, der er blevet givet på forhånd. Så vil jeg hellere foretage de forandringer, jeg kan, og være i relationerne i det omfang, det er godt for mig. Hvis modparten ikke tager imod ”invitationen” til en ny og mere givende form for makkerskab, er der ikke noget, jeg kan gøre ved det. Den erkendelse er ganske vist en svær pille at sluge, men man kan ikke tvinge andre til at indgå i en nær relation. Lige så lidt som man kan tvinge sig selv. På et tidspunkt kan nok dog være nok. Så må man spørge sig selv, om det giver mening at fortsætte. Hvis man inderst inde mærker ægte sårbarhed i begge retninger, så vil det på sigt skabe nærhed. Er sårbarheden forstillet, skaber den afstand frem for nærhed. Svaret på, om man ønsker at blive i en sådan relationen, er nok ligetil?!

Tør du vise din sårbare side? Hvordan håndterer du den, når den banker på?