Der er læring og heling i både lys og mørke

Personlig udvikling er en ordentlig omgang heavy og crazy shit. Seriøst! Når man én gang er gået ned i det følelsesmæssige ”maskinrum”, er der kun én vej: fremad. Men engang imellem kan det godt føles som om, at man er blevet slået tilbage til start. Så viser tanken sig, om alt arbejdet har været forgæves. Lysten til at give op viser sine misfarvede tænder.

At arbejde med sig selv er benhårdt arbejde. Mentalt knokleri, som på ingen måde er for hverken tøsedrenge eller bangebukse. Tanker og følelser stritter i alle mulige og umulige retninger og står i kø for at forstyrre både vågne timer og nattesøvn. Tankerne har det med at løbe af med én – følelserne får én tilbage på rette spor. For ofte hænger det sådan sammen, at man godt kan mærke, om en tanke er blot det, eller om den har hold i virkeligheden. Følelser er en smart ”opfindelse”. De forsøger a l t i d at fortælle én noget. Men hvis man ikke er vant til at tage dem alvorligt, er det ret sandsynligt, at man finder de berømte 117 søforklaringer for at undgå at mærke dem. Så udfordringen i arbejdet med én selv er at turde tage sine følelser alvorligt – at have modet til at mærke dem. Dét er heavy shit! Hvis man, i noget der minder om en menneskealder, har haft den strategi at lukke af mellem hoved og krop, så bliver der tæt på oprørstilstand indeni én, når man begynder at se sit inderste i øjnene. Skræmmende og samtidig sireneagtigt tillokkende. For når man først er nået dertil, at man tør kigge på det, man har undertrykt, så er man nået til den erkendelse, at det er indeni én selv, at man finder nøglen til den vildeste personlige udvikling og til personlig frihed. En form for åndelig forløsning, kan man lidt højtragende kalde det. Men som oftest sker der det, at bedst som man tror, at man har knækket selvudviklingskoden, dukker der nye ting op, som råber på udelt opmærksomhed. Og når man én gang er i flow, så bliver opmærksomheden givet. Personlig udvikling er som en dokumentar-serie, hvor den sidste episode igen og igen bliver udskudt. Der findes ikke sådan for alvor en parkeringshylde, hvor man kan lægge arbejdstøjet. I hvert fald ikke, hvis der er kommet så meget hul på bylden, at den ene aha oplevelse tager den næste. Aha’et er nemlig magisk udviklende. I det er der heling, tro på én selv og på fremtiden, som noget, man har lyst til at satse hele butikken på.

Men nogle gange kan man have brug for at tage et break for at fordøje. Når et maratonløb er fuldendt, skal kroppen restituere – når et aha har indfundet sig, skal hjernen slappe af. Der skal foretages en mentalopladning til næste aha-målstreg skal krydses. For mit eget vedkommende er dette dog sådan, at jeg ikke er til opladning ret længe af gangen. Jeg er for nysgerrig efter at finde ud af, hvad mit næste udviklingspunkt er. Drevet af en nærmest usynlig kraft, som trækker mig i retning af mere viden, mere selvindsigt og mere frihed i takt med, at jeg bliver klogere på mig selv. Men engang imellem kommer der en pausering ind fra højre, som jeg ikke havde set komme. Det sker, når det gør for ondt eller er for frustrerende at kigge ind af den dør, jeg er nået til. Og så bliver det svært, for jeg vil så gerne løse mine egne gåder. Men når et følelsesmæssigt tæppe bliver revet væk under mig, får jeg oplevelsen af at være slået tilbage til start. Som om at min hjerne kører baglæns og sletter måneders sirligt indsamlet data på et splitsekund. Og så hamrer knytnæver af opgivenhed, tristhed og tvivl på mentalporten. Lyset for enden af tunnelen ser ud til at være pist borte og tanken om, at det er væk for altid, og at mørket er farligt, begynder at snige sig ind på mig. Men heldigvis har tanken ikke penge nok til at betale mental-husleje alt for længe ad gangen. Har jeg fundet ud af. Med lidt guidning har jeg nemlig fået øje på det faktum, at jeg stadig er på rette spor, selvom jeg er kommet til at tage en afkørsel, der gør mig frustreret. Det kan godt være, at lampen med mellemrum går ud, men min konklusion på, hvorfor det er sket er følgende: lyset forsvinder for at give mig ro til at bearbejde de svære ting, jeg er stødt ind i. I mørket er der for mig stille og plads til at ”slå mave” uden at blive forstyrret af nye selvudviklingsprojekter. Mørket er ikke farligt. Det bliver – lige som aha-oplevelsen – magisk og helende. Med det perspektiv bliver det noget lettere at håndtere de huller, man fra tid til anden uvægerligt vil falde i, når man kører ad livets bumlede landevej.

Så selvom arbejdet med én selv til tider kan gøre fandens ondt og virke uoverskueligt og ørkesløst, så skal man give sig selv den gave ikke at give op. Accept af den situation, man står i, er det første skridt i retning af at komme videre i den personlige udvikling. At have modet til ikke at løbe skræmt væk fra mørket men istedet blive i det og tro på, at det – lige som lyset – vil hjælpe én tættere på ens kerne, er på alle måder berigende. Jeg ville ikke løbe fra det faktum, at det er lettest at være i lyset, men der er læring og heling i både lys og mørke. Og hey – bare fordi solen ikke skinner, ved vi jo godt, at den stadig er derude – ikk’?!