Modgang og huller i osten

I medgang og modgang. Prøv at smage på ordene. Medgang…uhm…sødt, blødt, dejligt. Modgang derimod…argh…bittert, surt, træls. Så hvis vi sover for længe om morgenen og får det forkerte ben ud af sengen, så er det ofte med til at sætte modgangspendulet i svingninger. Hvis vi derimod er i god tid om morgenen og – mod forventning – har tid til en kop friskpresset kaffe, så sætter det fut i medgangs-snurretoppen. Sådan er det bare – eller er det?

Når jeg tænker medgang, så sender ordet pr. automatik et positivt signal til min hjerne. Når noget eller nogen er med mig, så forestiller jeg mig (og oplever ofte), at jeg er en del af noget større. Et fællesskab. Det er som om, at medgang avler medgang. Hvem kender ikke til at ride på en bølge af ting, der bare falder i hak? Lige meget hvor vi cykler hen, så føles det som om, at der er medvind…agtigt. Fantastisk! Ordet modgang derimod sender – også pr. automatik – på en mere negativ frekvens. Det er tungt og besværligt med modgang. Vores cykel bliver ved med at punktere…agtigt. Det føles som om, at jo mere vi prøver at vriste os fri af modgangen, jo bedre får den taget i os. Knap så fantastisk. Modgang, nej tak. Men jeg er altså af den overbevisning, at vi selv er med til at tiltrække både (mere) medgang og (mere) modgang. Og jeg tror, at vi gør det ved den måde, hvorpå vi tænker om begge dele.

Det fik mig til at fundere over følgende: Hva’ nu hvis vi begyndte at se på modgang som en lærerig rejse, hvor vi går mod bedre tider, frem for som noget, der bliver gjort mod eller sker for os? Hvis vi anskuer modgang som en udfordring, vi har mod til at i kødet på, så har vi i mine øjne taget luften ud af modgangen. Så er det os, der bestemmer – modgangen har ikke længere magt over os. Det vil jeg i al ydmyghed tillade mig at kalde en særdeles konstruktiv tilgang til den klassiske opfattelse af modgang. Hvis vi vælger at være konstruktive i vores approach til modgang og ser den som en mulighed for at lære nyt, så er det jo en gave. Måske tænker du: ”Der er s.. da ikke noget godt at sige om modgang”. Det kan også være, at du tænker, at det er noget fordrukkent sludder, at vi med vores måde at tænke på tiltrækker (mere) modgang/(flere) udfordringer. Eller du ruller med øjnene og siger højt for dig selv, at jeg lever i total fornægtelse. Men der ér også den mulighed, at du et sted indeni dig selv fornemmer, at der kan være noget om snakken.

Det siges, at everything happens for a reason. Den er forholdsvis nem at kapere, når det bare kører for os. Men inden jeg tog min opfattelse af modgang op til revision, havde jeg særdeles svært ved at få øje på the reason, når noget ikke kørte for mig. Før revisionen faldt jeg jævnligt – kan jeg se nu – i jeg-har-ondt-af-mig-selv fælden (ikke at det var noget, jeg skiltede med, for ”jeg er ikke sådan én, der får ondt af sig selv…øeh…så er jeg nok den eneste i verden?!). Her lå jeg så og rodede rundt, mens jeg foregav, at jeg troede på, at jeg skulle lære noget af situationen. Yeah, right. Jeg kunne ikke fornemme en skid læring. Ville bare have modgangen til at høre op. Så jeg gik imod modgangen frem for at gå med den. Blev frustreret. Gjorde modstand som en gal, hvilket gjorde situationen endnu værre. Tryk avler modtryk, som man siger. Men det var den strategi, jeg kendte og altid havde benyttet mig af, så jeg fortsatte ufortrødent af den velkendte sti. Frustrationen kunne til tider nå næsten uanede højder. Gæt selv, hvad der kom ud af det. Først mange – rigtig mange – hyldemeter psykologisk og filosofisk litteratur senere gik det op for mig, at jeg har et valg ift., hvordan jeg tænker (og efterfølgende handler) i en given situation. Litteraturen gav mig en millionmilliard vinkler på tænkning. En dag gav det pludselig mening for mig, at det har afgørende betydning, om jeg sætter plus eller minus foran mine tanker. Med den erkendelse in mente var det indlysende, at jeg skulle (lære at) overgive mig til det, der er, fordi alt i mit liv har værdi og kan gøre mig klogere. Jeg besluttede, at gøre min modgang til medspiller i mit liv. Fra da af begyndte begge banehalvdele at være gevinstgivende.

På grund af ændringen i min måde at tænke modgang på, oplever jeg nu, at jeg kan jeg ”spille og få point på begge sider af nettet”. Det er dejligt befriende og giver mig rigtig mange heste at spille på i mit liv. Jeg kan mærke, at jeg bliver bedre og bedre til at indkredse og fokusere på det brugbare og givende i enhver situation frem for at udpege de berømte huller i osten. De er der – ingen tvivl om det, men når jeg vælger at stille skarpt på hele osten, så smager mit liv altså en hel del bedre. Det gør det meget nemmere at være mig. Også når jeg sidder på OUH for Gud ved hvilken gang og venter i timevis med min syge datter, står i kø i Netto i noget, der minder om en evighed eller er fanget i trafikken. Når jeg ikke kan gøre andet end at vente, så føler jeg faktisk nu, at jeg får noget særdeles værdifuldt forærende. Nemlig tid. Tid til at nyde mit eget selskab. Tid til at nyde min datters selskab. Tid til at tale med fremmede mennesker, som måske er omkring mig i min venten. Tid til bare at være. Uden frustration. Hvis vi ser på ventetiden, modgangen og det, der ved første øjekast synes lidt skævt og besværligt i vores liv som en gave, så kan alle smagsnuancer på hver deres måde kunne komme til at synes acceptable og berige os.

Kan du se fidusen i at få point på begge banehalvdele? Eller trives du med den gængse opfattelse af modgang og dens benspænd?