En fod fanget i cement

Kender du fornemmelsen af at stå i stampe? Du har lyst at komme videre i dit liv. Måske kan du oveni købet ofte høre en lille stemme indeni dig hviske ”fremad fremad”. Men der er noget, der holder dig tilbage. Dét dér ”noget” holder din ene fod uhjælpeligt fanget i cement. En ret træls situation, der har det med at afstedkomme rigtig mange tanker – ofte af den slags, der kører i ring. Hvorfor, hvordan, hvornår? Hvorfor er jeg landet her? Hvordan skal jeg komme videre? Hvornår er jeg klar? Det virker som noget nær en umulighed at rykke sig ud af stedet.

Måske er du blevet skilt og har mødt en ny kærlighed, du gerne vil videre sammen med, men dårlig samvittighed spænder ben. Måske er du i et job, du er godt og grundigt træt af, men lønnen er god, og du bliver hængende, fordi du tænker, at du da også er et utaknemmeligt skarn. Måske er du sygemeldt, men mærker lysten til at arbejde igen, men du er nervøs for, om krop og psyke kan holde til det. Hvis man lytter til sin intuition (JA, den er et validt ”beslutningsredskab”), kan man som regel godt mærke, hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt for én. Men det er ikke ensbetydende med, at man så 1-2-3 sætter i gang, kommer ud af situationen og ud over stepperne. Den dårlige samvittighed, økonomien eller usikkerhed (fortsæt selv listen) holder én tilbage.

Ved både første, andet og tredje øjekast er det gode grunde til, at man går i cirkler og ikke får foden ud af cementen. For mit eget vedkommende er den helt store overskrift usikkerhed på fremtiden. Min datters kroniske sygdom og mine egne stressgener og fysiske ”skrammer”, som har holdt mig sygemeldt i over et år, gør, at jeg hænger fast i tanken om, at jeg nok ikke har mulighed for at springe ud i (arbejds)livet igen lige foreløbig. Hvad nu hvis? Hvad der venter om næste hjørne. Usikkerhed ift. hvad fremtiden bringer og hvad-nu-hvis’erne er et team, der sammen har udtænkte en strategi, der nok er kendt af de fleste: at finde gode grunde til ikke at kunne flytte sig. Jeg har et andet ord for de gode grunde: undskyldninger. For det er – ret firkantet sagt – det, de gode grunde kan betragtes som. Når man mærker, at ens liv skal til at tage en ukendt drejning, så er det lettest og mest overskueligt at blive stående der, hvor man er. Også selvom udsigten ikke er synderligt ophidsende. Men man bliver stående, fordi ståstedet er velkendt, og med det velkendte følger trygheden. Den har man brug for, når ens liv byder på en masse ukendte faktorer. Man ender derfor ofte med at tænke ”hellere kaos og tryghed end at undersøge muligheder i et ukendt land”. Også selvom der kan være (er) ret trælse bivirkninger ved ikke at flytte sig: irritation, forvirring, lavt selvværd – need I say more?!

Hvad er det så, der afholder én fra at handle, når man hører ”fremad fremad” og faktisk ikke trives med det, man er i? Frygt. Jeg ved, hvad jeg har, men jeg ved ikke, hvad jeg får. Frygten for om fremtidsskibet kan holde vand. Hvad nu hvis min datter fortsætter med at have mange sygedage? Hvad nu hvis jeg raskmelder mig og så igen ryger i gulvet med et brag? Ja, hvad så? Så må jeg – groft men faktisk helt logisk sagt – lægge en ny slagplan. Det lidt provokerende indspark er videre, at det – udover trygheden i det kendte – måske også er en vis portion dovenskab, der gør, at man ikke handler? Selvom manglende handling har en pris, så er det meget lettere at lade være med at foretage sig noget. Det er trygt at gøre det, man plejer (dvs. ingenting). At man så får der samme resultat igen og igen er en helt anden snak. Det er nemt at udsætte tingene, når man går hjemme. Det er mageligt ikke at skulle noget. Som stresssygemeldt er det naturligvis ikke meningen, at man skal løbe på væggene, men mange vil sikkert nikke genkendende til det faktum, at man kommer mere end almindeligt langt ned i tempo, når man ikke har noget at stå op til. Når det er lige meget, om håret bliver vasket i dag eller i morgen, eller om man kommer ud af nattøjet inden det skal på igen, så sker der altså noget med én. Lige så stille kommer ladheden snigende og de små grå begynder at stå mere og mere stille. Så hvis man mærker virkelysten begynde at boble indeni, er det så ikke på tide at tage skridtet ud i den virkelige verden igen? Hvis man igen og igen tænker, at man er begrænset i sine udfoldelsesmuligheder, fordi man er sygemeldt, er det så ikke et vink med en vognstang til, at man skal give fanden i usikkerhed og frygten for det ukendte og se at komme ud over rampen? Finde modet og bare springe, også selvom man ikke aner, hvad fremtiden bringer ud over, at der vil blive stillet en anden type krav til én end der er tilfældet, når man tøffer rundt på matriklen? Hvad er det værste, der kan ske? Det kan godt være, at man ikke kan holde til det og må sygemelde sig igen. Det langt fra sikkert, at der dukker et job op i det sekund, man raskmelder sig. Men man kan på helt legal vis opsøge jobmæssige muligheder.

Hvis man i lang tid har været væk fra arbejdsmarkedet, er det nok ret sandsynligt, at det er pænt angstprovokerende bare at tænke på at skulle ud og præstere noget igen. Undskyldningerne står i kø. Sygemeldingen (alt efter dens karakter, naturligvis) kan blive en slags sovepude. Hvis man kan mærke, at tiden er ved at være inde, så bliver sygemeldingen en hæmsko, som der kun er én til at sparke af: én selv. Jeg oplever, at selv kroniske smerter kan blive sat i skammekrogen, hvis hjernen føles så udtørret pga. manglende udfordringer, at den ville forvandles til støv, hvis den røg på gulvet. Skulle nogen være i tvivl, så gør det ikke noget godt for ens faglige selvtillid ikke at ”vande hjernen”. Så hvis lysten til igen at prøve kræfter med arbejdsmarkedet melder sig, så er det bare med at slå kløerne i den. Når lysten er begyndt at rumstere, så er det et udtryk for, at man er ved at være klar til at rykke (så er både ”hvordan” og ”hvornår” pludselig besvaret). Hvis man har søgt længe nok, har man også fundet svaret på sit ”hvorfor” – jeg har i hvert fald).

Hvis man – trods diverse skavanker og udfordringer – vælger at stævne ud fra sygemeldingens trygge havn med kurs mod jobsøgningen, så er det, hvor twisted den end lyder, frihed man styrer efter. Ganske vist er der endeløse rækker af ansøgninger (til job, som man måske slet ikke ønsker at få, men ansøgningerne skal jo af sted), møder med A-kasse og jobcenter. Ganske vist er man underlagt et system, hvor tjek og kontrol hører til hverdagen, men man er back in business. Det er ”blot” en ny bjergetape, der skal prøves kræfter med. Så lige meget hvordan man vender og drejer det, så skal man ikke lade frygten og usikkerheden stå i vejen for at komme videre i livet. Livet består faser. Når én fase afsluttes – lige meget om det er et ægteskab, et job eller en sygemelding etc. – så ligger en ny og venter på at blive udforsket. Den skal man tage imod med kyshånd – også selvom usikkerheden rækker tunge af én.

Usikkerheden og frygten er sat i verden for at provokere én. Hvis man vil videre, skal man vende både det blinde øje og det døve øre til begge dele. Jeg siger ikke, at det er nemt at overvinde nogen af delene. Ej heller siger jeg, at man skal tage hovedet under armen og lukke øjnene for fakta, som har betydning for ens livssituation. Men når de endeløse tankerækker går fra ”hvorfor” til ”hvordan og hvornår”, så er man på vej. Man kan givetvis mærke det, når tiden er inde til at tage springet. Prøv lige at smage på følgende udsagn, som jeg selv er blevet præsenteret for: det er langt mere angstprovokerende og skaber meget mere usikkerhed i dit liv, når du tænker på at tage en beslutning, end når du rent faktisk tager beslutningen og fører den ud i livet.