Hverdagsbillede #21

“Din kæreste er set i hed kyssen med smuk kvinde”.
 
Sådan lød ordene i en sms, jeg modtog for mange år siden.
 
Sms’en blev enden på det parforhold, hvor kæresten heller ville kysse en anden end mig.
 
Samtidig blev den begyndelsen på et mareridt, der varede i flere måneder.
 
Jeg modtog en lind strøm af sms’er, der kom med informationer om mit liv. Min gøren og laden. Min ex-kærestes gøren og laden. Detaljer, som man kun kunne kende til, hvis man kendte mig eller ham.
 
Nogle dage kom der mange beskeder. Allesammen afsendt anonymt og under dække af, at jeg fortjente at vide besked.
 
Jeg blev mere og mere frustreret. Mere og mere hudløs. Mistroisk.
 
Hvem var det, der gjorde det her mod mig? Hvorfor blev den her anonyme person med djævlens vold og magt ved med at invadere mit liv?
 
Beskederne kom fra forskellige numre. Alle taletidskort, så det var umuligt at spore afsenderen. Jeg havde ingen smartphone på det tidspunkt, hvor jeg blev udsat for chikane, så jeg kunne ikke blokere afsenderen.
 
Månederne med de ubehagelige sms’er var et sandt helvede. Jeg frygtede, hvad der mødte mig, hver gang min telefon sagde bip-bip.
 
Min tillid til andre – også nære venner – forsvandt fuldstændig.
 
Alle døgnets vågne timer kredsede mine tanker omkring, hvem der ville mig det ondt. For i min verden var der ikke tale om hjælp. Der var tale om rendyrket ondskab.
 
Først blev jeg bange. Så blev jeg vred. Til sidst prøvede jeg at tale til min stalkers bedre jeg og bad om, at vi kunne mødes og få lagt låg på den ulidelige situation.
 
Svaret lød: “Det ville jeg egentlig gerne, men det er kommet for langt ud. Vi arbejder samme sted, så det går ikke”.
 
Til sidst var jeg så nedslidt af chikanen, at jeg kastede håndklædet i ringen.
 
Jeg fik nyt telefonnummer, selvom jeg havde holdt stædigt fast i, at den kujon, der ikke turde tale med mig ansigt til ansigt, skulle bestemme, hvilket telefonnummer jeg havde.
 
Så ophørte chikanen endelig.
 
Jeg glemmer aldrig den periode, hvor et sygt menneske hackede sig ind i mit liv. Perioden ligger bag mig, men glemt er den på ingen måde. Selvom det er 100 år siden, så mærker jeg den dag i dag et sug i maven, hvis jeg modtager en sms fra et nummer, jeg ikke kender.
 
Mistilliden, frygten og mistroen ligger lige under overfladen. Jeg tror ikke, at følelserne nogensinde forsvinder.
 
De blev trigget igen i dag, da jeg så et program om to kvinder, der kæmpede forgæves for at få deres stalker dømt.
 
De v i d s t e, hvem deres ‘overgrebsmand’ var. Det gjorde jeg ikke. Det gør jeg stadig ikke. Det er for mig noget af de værste. Hvem og hvorfor slipper aldrig sit tag i mig.
 
Men jeg vælger at tro på, at vedkommende en dag bliver afsløret – kommer til at afsløre sig selv. Jeg vælger at tro på, at karma en dag rammer ham eller hende lige i nakken.
 
Jeg vælger at tro på, at regningen en dag kommer til den, der bevidst generer et andet menneske på det groveste.
 
Hvis man ikke har noget pænt at sige eller ikke kan opføre sig pænt over for andre mennesker, så skal man tie stille og holde sig væk.