Tinder – jeg lod mig narre

Så har jeg oplevet dét med: at ”ryge i armene” på en mand, der udgiver sig for at være ét, men i virkeligheden er noget helt, helt andet. OK – det er nok sket før, at jeg har købt katten i sækken, men så har det været i den virkelige verden. Denne gang var det på dating-app’en Tinder, at jeg lod mig narre.

Alan – en pæn og ærlig mand
Alan er en pæn mand på 39 år. På sin Tinderprofil beskriver han sig selv som ærlig og disciplineret. Hans profiltekst fortæller på fejlfrit engelsk, at han leder efter en kvinde, med hvem han kan opbygge et seriøst forhold. Hende, der er skræddersyet til ham. Måske det lyder lidt corny, men kombinationen af dejlige billeder (ja, jeg indrømmer det: udseendet betyder altså noget) og en seriøs tone fik mig til at aktivere Tinder-hjertet. Det samme gjorde Alan, for i løbet af kort tid tikkede der et ”Hello” ind fra manden. Jeg responderede med et ”Hey you”, og så var en samtale skudt i gang.

New York, Flyvestation Karup og Afrika
I løbet af eftermiddagen og aftenen skriver vi frem og tilbage. Jeg finder ud af, at han kommer fra New York, men befinder sig på Flyvestation Karup. Han arbejder for US Army og er i Danmark for at få styr på ”some policies”, som han fortæller. Hmmmm tænker jeg, da han skriver det. Og spørger ind til det. Men han glider af. Vi skriver lidt videre. Han spørger, hvad jeg laver, og jeg fortæller i korte træk om min uddannelse, og at jeg går hjemme med en syg datter. Det spørger han lidt ind til og ønsker hende god bedring. En empatisk og interesseret mand. Jeg prøver igen at spørge ind til hans job – igen undviger han. Fortæller dog, at han om få dage skal til Afrika, og derfor ikke kan “love mig noget”. Øeh, hvad? Mere hmmmm former sig i min bevidsthed, men alligevel ikke nok til, at jeg blankt afviser at chatte med ham på WhatsApp (en app, hvor man gratis kan sms’e og mms’e). I stedet prøver jeg at finde ud af, hvordan app’en fungerer – og begår den eklatante bommert at lade mit telefonnummer sive ud. Til trods for, at en lille stemme inden i mig siger:”Det er nok en dårlig idé – la’ vær’ med det”. Anyway, skaden er sket – og så indfinder hmmmm nr. 3 sig. Alan undskylder for, at han har bragt WhatsApp på banen, for lige pludselig kan han faktisk slet ikke komme til at bruge app’en. Hans overordnede må nemlig ikke se, at han er online (app’en benytter Wi-Fi), fordi han skal sidde og skrive en rapport. På det tidspunkt er jeg mere eller mindre overbevist om, at manden er en fraud – men jeg kan ikke bevise det. Det er ene og alene min mavefornemmelse, der siger mig, at der er noget, der ikke er, som det skal være.

Mistankeormen gnaver
Jeg prøver igen at spørge ind til hans job og siger ironisk i samme sætning, at jeg har en fornemmelse af, at hans opgaver er classified, og at det er svært for ham at tale om, hvad han laver. Det bekræfter han, men siger sødt, at vi kan tale om alt muligt andet. Yeah, right, tænker jeg… og bliver i min fantasi liiiidt hvirvlet ind i en hæsblæsende film med FBI agenter og vilde biljagter…og uniformer. Alan fortæller om sin store familie, som han har ”a hard time connecting with”. Det trigger noget i mig, og jeg er lige ved at komme med min historie, men holder den for mig selv. I min videre færd på at afsløre den pæne, hemmelige US-army-agent som svindler spørger jeg ind til, hvad han laver, når han har fri og er hjemme i NYC. Han refererer til Brighton Beach, hvor han ynder at læse bøger. Det første, jeg gør, er at bede Google om at lede efter stranden. OK, den findes, men det ændrer ikke ved det faktum, at jeg har en mistankeorm, der gnaver videre under overskriften: manden er fuld af løgn.

Mød Scott Pirlo
Da jeg så her til morgen får en besked med ordlyden ”Goodmorning sweetheart”, skrider jeg til handling. Ingen – i hvert fald ikke i min verden – kalder en anden for sweetheart, hvis man kun har kendt hinanden i et halvt spisefrikvarter. Alle klokker ringer! Jeg har hørt om omvendt billedsøgning (man kan lære meget af at se Dr. Phil – senest har han haft kvinder i studiet, der var faldet i kløerne på mænd, som ikke var den, de udgav sig for at være, og som fik dem til at overføre tusindvis af dollars på baggrund af tåreperswr-historier…muahahaha…hvor dum kan man være?!….mere muahahaha…øeh…) – nu var det tiden at prøve det. Det tog mig under 5 minutter at få vished for Alans identitet. Billedet fra hans Tinder-profil tog jeg et screenshot af, sendte det i en mail til mig selv, fik det lavet om til en jpg-fil og gik så ind på images.google.com – smed billedet ind i søgefeltet og trykkede enter. Dér var han – den pæne mand, som jeg havde skrevet med. Billedesøgningen førte mig hen til billedet af en mand ved navn Scott Pirlo. Skuespiller, model og danser fra New South Wales i Australien. Min mistanke var bekræftet og stod nu bøjet i neon på min computerskærm. Og “Alan” stopper ikke med Tinder. En hurtig søgning på Facebook (FB) kunne afsløre, at Scott Pirlos billede også dér bliver misbrugt. Det løb mig koldt ned af ryggen. På noget, der minder om et splitsekund, fik jeg slettet mine personlige billeder på FB og ændret mit profilbillede. Når jeg kan finde “Alan” på FB, så kan han også finde mig, hvis det er det, han har lyst til. På Tinder slettede jeg “Alan” som match og informerede folkene bag Tinder om, at han ikke er den, han udgiver sig for at være.

En pose blandede følelser
Nu sidder jeg så tilbage med en pose blandede følelser. Frygt: jeg er bange for, om jeg kommer til at opleve et efterspil som følge af min kontakt med ”Alan”. Finder han mig og begynder at stalke mig? (mon jeg ser for meget Investigation Discovery?). Irritation: jeg er irriteret på mig selv over, at jeg lod mig rive med og over, at jeg gav mit nummer ud til en vildt fremmed. Vrede: jeg er vred over, at nogle mennesker kan finde på at misbruge andres tillid. Mistro: hvordan skal ”man” nogensinde kunne stole på folk. Flovhed: jeg er flov over, at jeg lod mig narre – jeg føler mig dum (og – næsten – egnet til et Dr. Phil show). Nu er det jo ikke fordi, at jeg forestillede mig, at jeg skulle holde sommerbryllup med ”Alan”, men hånden på hjertet så blev jeg på meget kort tid fascineret af ham. Mit jeg-er-vild-med-USA gen fik så heftig en vitaminindsprøjtning, at jeg for en stund så mig selv sætte min sunde fornuft over styr. Hvis det kan ske for mig, kan det skal for hvem som helst – jeg siger det bare. Men jeg vælger at fokusere på og holde fast i den positive følelse, jeg mærker: stolthed. For selvom jeg har dummet mig og har haft hovedet oppe, hvor solen ikke skinner, i søgen efter låååve, så er jeg er s t o l t af mig selv. Stolt af, at jeg – ganske vist med en lille detour – tænkte mig om og reagerede på den mavefornemmelse, hvis rumlen var lige så heftig som når en rumfærge letter. Jeg vil derfor lade denne tvivlsomme oplevelse være en reminder til mig selv om, at min intuition er særdeles veludviklet, og at den er en mere end almindeligt funktionel GPS i mit liv. Min mavefornemmelse fortæller mig, hvad mit hoved endnu ikke har fundet frem til.

Lige en løs tanke: gad vide, hvilken historie jeg kunne have fortalt, hvis jeg havde fortsat korrespondancen, efter jeg havde fået min mistanke bekræftet? Nu ærgrer det mig helt, at jeg ikke tænkte den tanke, før jeg de-matchede “Alan”!

INFO: For dem, der er lykkeligt uvidende om datinglivets online ”lyksaligheder”, kan jeg kort fortælle, at Tinder er en app, hvor man kigger billeder og klikker på et hjerte, hvis man kan lide, hvad man ser og på et kryds, hvis det bliver et ”nejtak”. Har begge parter ”klikket hjerte”, udløser det et match, som gør det muligt at skrive sammen. Simpelt, hurtigt – og potentielt dyrt og måske endda farligt, hvis man ikke evner at tænke sig om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *